Niende verdensmesterskab til dansk sejl-legende ved VM i Struer

Pressemeddelelse fra Struer Sejlklub:e ved VM i Struer

Claus Høj Jensen fra Herslev Strand Sejlklub sikrede sig sit niende verdensmesterskab ved VM for H-bådsklassen, der blev sejlet på Limfjorden med Struer Sejlklub som arrangør. (Foto: Nicolai Hald Jepsen)  

Den danske sejl-legende, Claus Høj Jensen, kan føje endnu et verdensmesterskab til rækken af titler, efter han vandt VM for H-både, der blev afviklet over fire dage med Struer Sejlklub som arrangør.

Claus Høj Jensen stiller op for Herslev Strand Sejlklub, og han sejlede en suveræn VM-serie, der blev vundet med 20 point. På andenpladsen, kom den stærke finske sejler, Jan Forsbom, mens Anders Berthelsen fra Aarhus Sejlklub, sikrede sig bronzemedaljerne efter bl.a. en flot indsats under VMs sidste tre sejladser.

Efter VM-titlen var i hus, var det en lettet Claus Høj Jensen, der konstaterede, at konkurrencen under VM-sejladserne, havde været lige så hård, som forventet.

– Det blev lige så svært, som vi havde forudset. Vi havde en hård dyst med finske Jan Forsbom og tyske Holger Köhne. Forholdene på banen i Limfjorden var også vanskelige, med mange vindspring. Men vi formåede at sætte en stabil serie, hvor dårligste placering var en syvendeplads, sagde Claus Høj Jensen.

Med sejren kunne Claus Høj Jensen føje endnu en sejrsstjerne på sin båd, hvor ni stjerner nu pryder bådens skrog, som tegn på ni vundne verdensmesterskaber. Ud over VM-titlerne har Claus Høj Jensen, blandt andet, vundet 12 danske mesterskaber.

Anders Berthelsen fra Aarhus Sejlklub, lå før de sidste sejladser på en fjerdeplads, men formåede at sejle sig op i feltet, blandt andet med en firer i det næstsidste race ved VM. Det sikrede ham bronzen, blot to point foran tyske Holger Köhne.

– Vi fik taget de rigtige beslutninger, og holdt de nærmeste konkurrenter på afstand. Men, det blev også svære sejladser til slut, på grund af meget kraftig vind, med stød på op til 15 meter i sekundet, sagde en lykkelig Anders Berthelsen, efter sejladserne.

Verdensmesterskaberne havde Struer Sejlklub som arrangør, og det var en tilfreds VM-stævneleder, Otto G. Jensen, der efter stævnet kunne gøre status.

– Det har været nogle fantastiske dage, hvor vi har været begunstiget af godt vejr og fine vindforhold, til hovedparten af sejladserne. Samtidig har alt fungeret tilfredsstillende på land, hjulpet godt på veje af de mange hjælpere, som har arbejdet i døgndrift under stævnet, siger Otto G. Jensen.

Struer Kommune har været medarrangør af stævnet, og byens borgmester Niels Viggo Lynghøj, er glad for den store opmærksomhed, VM har givet.

– De mange aktiviteter i og omkring verdensmesterskaberne for H-både, har kunnet mærkes. Ikke blot i selve Struer by, men i hele det nordvestjyske område, konstaterer Niels Viggo Lynghøj.

                                                                     -O-

Kontakt for yderligere informationer:

Otto Jensen, VM-stævneleder, Struer Sejlklub: T: +4591540257 Mail: ogj@ogj.dk

Se eller gense, TVmidtVest reportage

TV – H-Boat Worlds 2021 (h-boat-worlds2021.dk)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *